Efterårets luner

Hans uglede mørke hår gnistrede i solen, og skjorten, der stod åben i halsen, afslørede solbrændt hud og et glimt af en muskuløs brystkasse dækket af krøllede sorte hår.

»Er jeg virkelig nødt til at gå med derind?«

Lillian kæmpede for at skjule sin forbløffelse, men det var ikke nemt, når nu Westcliff lige havde gjort det stik modsatte af, hvad hun havde forventet.

hende. »Jeg troede, det var miss Bowmans

tage en halv time at krydse Broadway

lyver jo aldrig.«
Westcliff

opmærksomt til Lady Olivias lave, rolige stemme. Det var først nu, det gik op for hende

«
Hans bemærkning lød fuldstændig oprigtig og nøgtern, og det var ikke til at spore nogen undertoner i den. Og alligevel mærkede Lillian et sært stød i kroppen ved hans ord, og en varme bredte sig i hende som varm, flydende honning.
Hun nippede til sit glas med isafkølet champagne og lod blikket glide rundt i salen. Daisy sad længere nede mod den anden bordende, ivrigt snakkende, og var lige ved at vælte sit vinglas, da hun fægtede med armene for at understrege sine ord. Annabelle sad ved bordet ved siden af, tilsyneladende uden at lægge mærke til de mange beundrende mandlige blikke, hun var genstand for. Hendes bordherrer nærmest strålede af begejstring over deres held, mens Simon Hunt, der sad et par pladser væk, betragtede dem med en territorial hanløves bistre blik.
Evie

den selvsikre holdning, udstrålede magt og vilje – uden tvivl resultatet af generationers aristokratisk forædling. Lillian følte en overvældende

Smilet forsvandt brat fra hendes læber, der pludselig føltes, som om de var frosset til is.