Oostende 1936

I Oostende har han anskaffet sig en stor sæk, den vil han drage på vandring med, ligesom sine jødiske forfædre, har han fortalt den forbløffede Irmgard Keun.

Og jeg forstod, at den gave eller velsignelse, der ligger i at tænke stort og i mange sammenhænge, at denne herlige og eneste rigtige måde at anskue verden på fra mange positioner på samme tid, at den kun gives til den, som rækker ud over sin egen erfaring for at optage den erfaring i sig, der gemmer sig i bøgerne fra mange lande, mennesker og tider, og jeg var rystet over, hvor indskrænket det menneske må opleve verden, som nægter sig selv at læse

En håndværker, en, der kan alt, hvad man skal kunne i livet, som hjælper andre mennesker, når de har brug for det, som altid kun tager det beløb for det, som han netop har brug for for at leve sit liv.

Ja, det lød måske en smule hjerteløst i hans brev fra slutningen af juni til den stadig hemmelige elskerinde, da han skrev, at han så ville sætte sig i telegrafisk forbindelse med hende, “således at De selv plus maskinen kunne komme hertil en eller to dage senere”.

Det var meget bedre på den måde, sagde han til Roth, som derefter lod teksten trykke i Kestens favoritversion.

En skrækhistorie midt i en belgisk sommeridyl: “Da den første stjerne forsigtigt og i et grønligt skær begyndte at lyse ved himlens rand, og en røgsky i horisonten meldte, at damperen fra England var på vej, gravede bade­gæsten og juveleren den døde kvinde op af sandet.

I Weimarrepublikken var han zaren for Tysklands kommunistiske presse, han havde grundlagt et helt imperium af dagblade, ugeaviser og magasiner, som udkom i millionoplag.

Og han tilføjede: “Kære ven, i disse tider må man elske og atter elske.

De to kvinder, solen, havet, dragerne i luften, badegæster fra hele verden, den tilbedte digter, en strand, der langsomt tømmes for mennesker.