Natskolen

Jeg er så helt utrolig ked af det.

– Han kan ikke høre dig, sagde Hans og lagde en hånd på min skulder.

Leo gik helt hen til spejlet, lagde håndfladerne på det uden at fjerne blikket fra mig.

Han så ud som han gjorde den dag han døde

– Leo, sagde han med lav stemme. – Leo?

I spejlet blev døren åbnet, og Leo trådte ind.

Min dreng. Åh, min dreng.

Han stirrede på mig med sine mørke øjne.

Jeg vendte mig om. Døren bag os var lukket.

– Du har fået alt hvad du bad om, Kristian. Men der er altid en pris.

– Hvad er prisen?

Han så ikke en dag ældre ud.

Det var Hans.

Så kommer savnet. Savnet efter det som ikke er og aldrig igen kan være. Afsmagen for det der er. Foragten for sig selv og sit eget liv. Savnet er ikke mildt, savnet er ikke noget smukt der giver tilværelsen et skær af melankoli. Savnet er afsmag, foragt, kvalme, vrede, håbløshed. Den eneste måde savnet kan udjævnes på, er ved at sætte intetheden op mod det. Bekæmpe ild med ild

Der var intet der betød noget. Det eneste der fandtes, var død og tomhed.

– Det er blot et genfærd, sagde Jelena bag mig. – Det er ikke ham. Han er et andet sted.

– Vi har mistet alt. Han er død. Forstår du det? Død! Hans ting gør det bare værre. Og de er meningsløse når han ikke er her.