Hvad har John Cages kompositioner til fælles med Gunnar Björlings digte? Hvorfor er Maurice Ravels klavertrioer og Virginia Woolf prosatekster på bølgelængde? Denne bog svarer, at værkernes stemmeføring og rytme er det, der forener — men også adskiller dem. Alle har de deres eget tonefald, og når det opleves gennem lytningen og læsningen, sættes man i en særlig stemning. Lyden bringer kunstarterne på talefod: Stemme og rytme er musikalske fænomener, men de kan også på en beslægtet måde være betydningsbærende i både lyrik og prosa.Lyd, litteratur og musik opstiller et vokabular for den feeling, der opstår i oplevelsen af og bevægelsen imellem musik og litteratur. Med analytisk udgangspunkt i Cage og Björling, Ravel og Woolf formuleres som noget nyt et præcist sprog for, hvordan stemning fungerer i oplevelsen af kunst. Særligt præsenterer bogen ideen om, at det lydlige skal forstås som en gestus, hvor modtageren i dobbelt forstand tiltales af værket.
