I “Naturlig ret” analyserer Severin Christensen begrebet «retfærdighed” i et historisk perspektiv. Han opstiller og diskuterer to forskellige definitioner af begrebet: Den ene peger på, at retfærdighed er afledt af autoritative bestemmelser og derfor ændrer sig over tid med forskellige autoriteter, mens den anden definition peger på, at retfærdighed bygger på permanente forhold uafhængig af autoriteter og forbigående faktorer. Christensen selv abonnerer primært på sidstnævnte definition og gennem analyser af græsk og romersk retsfilosofi fremstiller han sit argument grundigt og velfunderet.
Severin Christensen (1867–1933) var en dansk læge og moralfilosof. Han skrev en lang række artikler og bøger om sit liberale livssyn. Han forsvarede ihærdigt individets ret til personlig udvikling og var kraftigt imod sin samtids samfundsform, som han mente i alt for høj grad tolererede statens indblanding i private anliggender. Christensen fik en stor tilhængerskare blandt højskolefolk, som sammen med danske tilhængere af den amerikanske økonom Henry George dannede bevægelsen Danmarks Retsforbund. Forbundet blev i 1922 omdannet til et egentlig politisk parti, der ønskede at virkeliggøre “retsstaten” som den blev formuleret af Severin Christensen. Værkerne “Retsstaten. En Fremstilling af det offentlige Livs Etik” (1911), “Retsmoral i Privatliv og Statsstyre” (1916) og “Fra Magtstat til Retsstat” (1924) er blandt Christensens mest kendte moralfilosofiske udgivelser.
