Den store Gatsby

Gatsby troede på det grønne lys, den orgastiske fremtid der år for år trækker sig tilbage foran os. Den slap fra os denne gang, men det betyder ikke noget – i morgen vil vi løbe hurtigere, strække armene længere frem … Og en skønne morgen –

Jeg kunne ikke tilgive ham eller holde af ham, men jeg kunne se at det han havde gjort efter hans egen opfattelse var helt berettiget. Det hele var meget skødesløst og forvirret. Det var skødesløse mennesker, Tom og Daisy – de smadrede ting og mennesker og trak sig så tilbage til deres penge eller deres enorme skødesløshed, eller hvad det nu var der holdt dem sammen, og lod andre mennesker om at rydde op i det rod de havde skabt …

„Jeg kunne ikke komme ud til huset,“ bemærkede han.

„Det var der heller ingen andre der kunne.“

„Det var pokkers!“ Det gav et sæt i ham. „Åh, Gud! De kom jo i hundredvis engang.“

Han tog brillerne af og tørrede dem igen, udvendig og indvendig.

„Arme djævel,“ sagde han.

Han vidste at Daisy var usædvanlig, men han var ikke klar over hvor usædvanlig en „pæn“ pige kunne være. Hun forsvandt ind i sit rige hus, ind i sit rige, tilfredsstillende liv og lod Gatsby tilbage med – ingenting. Han følte sig gift med hende, det var det hele.

Så jeg gik min vej og lod ham stå alene tilbage i månelyset – og våge over ingenting

Gatsby vendte sig stift om mod mig:

„Jeg kan ikke sige noget i hans hus, gamle dreng.“

„Hun har en indiskret stemme,“ bemærkede jeg. „Den er fuld af –“ sagde jeg tøvende.

„Hendes stemme er fuld af penge,“ sagde han pludselig.

Det var helt rigtigt. Jeg havde aldrig forstået det før. Den var fuld af penge – det var den uudtømmelige charme der steg og faldt i den, dens klingren, dens bækkenklang … Kongens datter, den gyldne pige i sit høje, hvide slot …

„Jeg ville ikke bede hende om for meget,“ dristede jeg mig til at sige. „Man kan ikke gøre fortiden om.“

„Ikke gøre fortiden om?“ udbrød han vantro. „Jo, selvfølgelig kan man det!“

Der må have været øjeblikke selv den eftermiddag hvor Daisy ikke helt levede op til hans drømme – ikke fordi der var noget galt med hende, men på grund af hans kolossalt livskraftige illusion. Den havde overgået hende, overgået alt andet. Han havde kastet sig ud i den med en skabende lidenskab, udbygget den hele tiden, udsmykket den med enhver strålende fjer der svævede forbi ham. Ikke nok så megen ild eller iver kan påvirke hvad en mand vil gemme i sit spøgelsesagtige hjerte.

Mens jeg iagttog ham, tog han sig tydeligvis en smule sammen. Han tog hendes hånd i sin, og da hun sagde noget lavmælt i hans øre, vendte han sig om mod hende, pludseligt bevæget. Jeg tror at stemmen havde mest tag i ham med sin svingende, feberagtige varme fordi ingen drøm kunne overgå den – den stemme var en udødelig sang.

De havde glemt mig, men Daisy så hurtigt op og rakte hånden frem; Gatsby genkendte mig slet ikke nu. Jeg så på dem endnu en gang, og de så også på mig, fraværende, besat af intenst liv. Så gik jeg ud af værelset, ned ad marmortrappen og ud i regnen og efterlod dem alene sammen.

Uærlighed hos en kvinde er ikke noget man for alvor dadler – jeg var flygtigt ked af det, og så glemte jeg det.

Halvmånen skinnede som en oblat over Gatsbys hus og gjorde natten smuk som før, overlevede latteren og lyden fra hans stadig strålende have. Det var som om en pludselig tomhed nu strømmede ud af vinduerne og de store døre og gjorde værten, der stod på verandaen med hånden hævet til en formel afskedshilsen, til et billede på fuldstændig isolation.