Eline Boisens erindringer. Bind 1

naar jeg glimtede lidt bart til denne Side Sengen. –
Boie og Carl skiftedes nu at sidde der – og Rasmus Tjener og min Ven hjalp til; Moder og Jutta mindes jeg ikke i de Dage, – men Tante Lise og Helga kom med de Drikkevarer – han skulde have med kjerlig Roe. – Marie, den arme Marie! vilde jo saa frygtelig gjerne ogsaa hjelpe; men deels var der noget Vimseri i hendes Bevægelser, som han blev kjed af, og noget Tjattet, saa hun spildte paa ham, og havde bragt ham The, der var for kold, saa han engang – til min store Skræk, – vinkede mig hen, og bad mig gjøre det i Maries Sted. –
Han tænkte i sin Uroe ikke paa, hvor slemt det var for mig, – og fra det maatte jeg holde mig mere borte fra Døren end jeg ellers saa inderlig gjerne vilde; thi Marie blev mere end bedrøvet, – hun blev gruelig fornærmet paa mig – – og klagede til Moder derom –

mig ogsaa ved sin Skjønhed, og der blev en comisk Shene strax, idet hun vilde fortælle Dore og mig Noget om Helga; – denne afværgede det, og sagde hele Tiden – „det er ikke sandt“; – men saa kom Fritz, og havde faaet at vide af Lars, at Helga var bleven forlovet – med Reedtz. – Vi saae da til ham, der var med; men saa blev jeg vantroe, thi den store dumme Klods af Dreng kunde da ikke være Helgas udkaarede Ven; vi bleve da Alle enige om – det var en Fabel, – og Helga loe og Alle loe; – men – sandt var det dog, skjøndt ikke med denne Reedtz, men en Broder, der snart ogsaa kom til Lolland.