Tøsne og forsytia

*
Jeg kommer til at tænke på en dag i det øde norske fjeld, fjernt fra Alpernes høvlede pister. Det er klingrende frost, solskin, vindstille. Sneen ved siden af løjpen kaster solens lys tilbage i alle retninger, for kigger man nærmere efter, er sneen jo ikke plan, men en flade af krystallinske snefnug. Jeg tror hjernen er som

Lidelse uden mening, det er hvad den forbandede Alzheimers sygdom er, helt uden mening.

v klar over hvad hun fejlede, og sagde at ‘et menneske uden hukommelse er jo ikke et menneske længere’

Den alzheimersramte udvikler et tryghedsbehov så gigantisk som det lille barns.

Et håb om at der er lidt liv tilbage uden fodlænken ved navn Alzheimers – blandet med sorgen over at vi to, der har holdt sammen og holdt af så længe, ikke kan følges ad den sidste strækning ved vores fulde fem.

Jan, fagmanden i Huset, siger det mere præcist: Før kunne man gætte hvad hun ville sige; nu er det som om hun undervejs i sætningen selv glemmer hvor hun vil hen og tager en ny retning.

lare dagen og vejen mere.

Som det hedder så nogenlunde i Diapsalmata, flyt hende på plejehjem, og du vil fortryde det; flyt hende ikke på plejehjem, og du vil fortryde det. Brug plejehjemmet eller brug ikke plejehjemmet, du vil fortryde begge dele.

Horace Engdahl: ‘Afmagten gør undergangen mere tillokkende end livet.’

Sådan forestiller jeg mig Alzheimers sygdom. Som et tøvejr der breder sig langsomt, men ubønhørligt og forvandler det uendelig fine netværk af krystaller til strukturløse plamager.

Man skal opføre sig ordentligt. Man må ikke slå børn; og man må ikke behandle de demente som børn eller som ting.