Søvnen og døden

Adam Bergman rejste sig og gik over til vinduet. Han så ud, så hvordan politimanden skråede over gaden, over til sin bil. Adam vidste hvor han var på vej hen – de næste mange timer ville han bruge på at finde det sted som Dicte havde beskrevet.

Han så ned på telefonnummeret på bordet lige foran ham. Niels Bentzons kone. Hannah Lund. En opringning væk. Niels Bentzon hav­de serveret hende for ham. Lige inden politimanden var gået ud ad døren, havde han bedt Bergman om at ringe til sin kone. Hjælpe hende. Snakke med hende. Om søvn. Om søvn og død. Jo, det ville han da gerne. Hannah Lund var trods alt nummer to på hans liste.

hans hals. – Er du med! Vi stopper

– Ja.
– Hun hedder Dicte van Hauen. Hun er solodanser på Den Kongelige Ballet.
Dicte. Ja, det passede til hende. Fint og skrøbeligt. Niels gentog, som om navnet kunne bringe hende tilbage: – Dicte van Hauen.
Theodor så op. – Balletdanseren?

Hvem går gennem livet og føler sig lykkelig hele tiden? Mange af de største filosoffer hadede livet. Kant. Schopenhauer.

Men jeg har hemmelig adresse.
– Jeg må godt få den, ikke?
– Hvis du lover ikke at give den væk til alle nærdødstosserne?
– Plager de dig stadig?
– Læger, forskere, alle mulige. Alle vil vide hvordan det var. Hvad jeg oplevede. Have mig med i deres forskning.
– Nu er man jo begyndt at studere døden for alvor. Der bliver sat forskningsmidler af på finansloven. Men det er vist ikke det vi skal tale om. Tværtimod. Lægen

fortsætter. Datteren der græder. Bare fem år gammel dengang.

sidste timer? Måske var Hannah og Niels udset til at dø tidligt?
– Nej! råbte han højt. Og igen: – Nej

En papkasse. Ordet sendte et ekko af frygt igennem hende. Hun lå i en papkasse i et bagagerum i en personbil, eve

væggen