Adam Bergman rejste sig og gik over til vinduet. Han så ud, så hvordan politimanden skråede over gaden, over til sin bil. Adam vidste hvor han var på vej hen – de næste mange timer ville han bruge på at finde det sted som Dicte havde beskrevet.
Han så ned på telefonnummeret på bordet lige foran ham. Niels Bentzons kone. Hannah Lund. En opringning væk. Niels Bentzon havde serveret hende for ham. Lige inden politimanden var gået ud ad døren, havde han bedt Bergman om at ringe til sin kone. Hjælpe hende. Snakke med hende. Om søvn. Om søvn og død. Jo, det ville han da gerne. Hannah Lund var trods alt nummer to på hans liste.