Meter i sekundet

Jeg elsker min svigerfamilie, men jeg trives bedst i disharmoni mellem syge mennesker. Det er i misforståelsernes verden, jeg har min gang, jeg registrerer konflikter, som andre mennesker trækker vejret. Helt automatisk analyserer jeg et tonefald, bemærker skarpheden i udkanten af en stemme. En såret følelse, en forurettet trækning ved munden, spændte kæber, løftede øjenbryn. Jeg kan glatte ud som ingen anden og afparere uenigheder på subtile måder, egentlig burde jeg have et firma. Min store sorg er, at normale familier ikke har brug for mine ydelser. Jeg smiler og leder efter faresignaler, sidder på spring, klar til at frelse dem fra noget, der aldrig vil ske. Skilsmisser er en by i Rusland, og godmodigheden går sin gang i sofaarrangementerne. Til jul rejser vi hjem til fødegården, og svigerdøtrene fjerner kernehuse og laver æbleflæsk. Vi anretter osteborde med rød og gul peberfrugt og folder servietter med glade nisser på. Jeg tager mig sammen og passer ind, det bedste jeg har lært. Du kan godt, hvisker jeg til mig selv, du er ubevægelig og hvid som en statue, du er et guldindrammet maleri i din farmors spisestue, du er hjorte og skovsøer, vuggende åkander. Du er IKEA, panisk zoom på blomsternes kronblade, dugdråber i solskin, millionvis af reproduktioner. Du er så neutral, at du hænger overalt på verdens hotelværelser, du er det sidste, folk ser, inden de sænker sig ned i badekarret og skærer pulsårerne over, du passer ind i ethvert hjem. Kære David. Det er min lille remse, måske kan den virke for din mand. Vis barmhjertighed. Harmoni falder ikke alle mennesker naturligt.

Er der noget, der kan gøre mig paranoid, er det andre folks tillid, jeg får lyst til at svigte hurtigst muligt, simpelthen for at få det overstået.

Kære besværlige
Som mange andre holder jeg af at stå ved rælingen, når jeg er ude at sejle. Jeg har lagt mærke til, at de fleste, der ser direkte ned i det brusende hav, holder fast i rækværket, som om noget kunne suge dem nedad. Jeg tror, at der findes to slags mennesker på nattens skibe. Dem der er bange for at falde, og dem der er bange for at hoppe. Er der noget, der kan gøre mig paranoid, er det andre folks tillid, jeg får lyst til at svigte hurtigst muligt, simpelthen for at få det overstået. Da min kæreste for ti år siden forelskede sig i mig, følte jeg et stik af medlidenhed. Jeg så på hans strålende øjne og tænkte: Det her kommer du til at fortryde. Big time. Hans kærlighed er uforsigtig og forsvarsløs, og selv midt i mit vanvid ser han på mig, som man ville betragte en naturkatastrofe, der ikke efterlader et kontinent uden håb. Kære besværlige. Lyt ikke til Sting, for han springer over, hvor gærdet er lavest. Den vigtigste opgave i et parforhold er at tøjle sit selvhad. Det fine ved kæresters kærlighed er, at de modtager vores sorger som små gaver. Tak, siger de og bærer dem med sig, som var det deres eget mørke. Sådan kan livet være så smukt.
Kærlig hilsen Brevkassen