Mærkedage

Og det måtte vel være hovedrollen, tænkte han så. Den største og den vanskeligste præstation, som Marys ægtemand. J

de fleste nåede dog sjældent igennem det – og så måske frem til en helt ny og fuldkommen uforudset lettelse – uden at passere igennem et indre mulm og mørke af bitterhed, vrede og had.

edre end nogen anden gjorde han det nok. For det var ikke altid så nemt. Det var nu ikke en enkelt ko eller nogle tønder korn han kom til at handle med sine bysbørn – sine gamle venner eller sine skolekammerater – det var – for mange af dem – hele deres liv. Det var – for nogle af dem – deres arv og arbejde, ja, for enkelte noget nær deres tro, håb og kærlighed.
De sad der over for ham og solgte hvad de altid havde regnet med, at deres tilværelse skulle dreje sig om, deres jord og deres ejendom. D

det aldrig kunne blive døden, der knækkede ham. For det var han allerede. Og det var sket for år tilbage, og det var noget helt andet der havde gjort kål på ham. Allerede dér i hans bedste alder, dengang i 1939, da Peder rejste hjemmefra

selv. For at han, Søren Godiksen, dermed kunne blive endnu hårdere ramt, for at han altså helt alene skulle blive tilovers i verden

et var heller ikke løgn. Det havde mange gange hjulpet ham at tænke på at der trods alt var en anden i byen, der både ville og kunne holde sammen på den. En der ville sørge for at det hele gik videre som det altid var gået, og for at enhver kunne vide sig sikker på sin plads og fik, hvad der tilkom ham og betalte, hvad han skyldte. Ja, én der fortsat kunne holde øje med om alle, og hver efter evne jo, havde noget at udrette, og så da indimellem også ville se til, at de stakler, der slet ingen ting var værd, at de alligevel ikke skulle sulte.

døde. Og næppe fordi han i almindelighed havde bemærket at han var kommet til at lyde lidt anderledes; det var et særligt tilfælde der med ét fik ham til at indse, at han ikke længere var i stand til at gøre fyldest på den plads, Gud havde anvist ham.
Det var et brev fra kongen der gjorde det uudsletteligt klart for ham. Han skulle være Ridder af Dannebrog, kunne han jo straks få ud af det.

mere ved ham end at han havde været en type, som tiden endegyldigt var løbet fra.

den dets ideelle motivering ganske vist, udelukkende for at tjene det samfundsøkonomiske maskineri på snedigste vis: individualisme, frigjorthed, fantasi, dette havde været oprørernes vilde og skønne slagord, og de samme blev nu genbrugt som banale minimumskrav på jobmarkedet, og de blev til velberegnede forudsætninger for det ubændige varebegær der måtte til, da behovene slap op.

byen her jo slet ikke mere, heller ikke en-gang til deres fødegårde, og langtfra – allerede – til forældrenes måde at leve og tænke på; og endnu ikke rigtig til nogen helt anderledes fremtid, knap nok så meget som til noget andet erhverv, endnu ikke for alvor til nogen anden holdning eller tro.