Krig og fred

Men hvis Mennesket kunde leve sit Liv hen i Lediggang og dog have Følelsen af, at han udgjorde et nyttigt Led i Samfundet, så vilde han have fundet Lykken i dens uroprindelige Skikkelse.

Ja vist så," svarede Pierre og fæstede sine trofaste Øjne på ham med et bedrøvet Udtryk, thi i dette Øjeblik, hvor han så' sin Vens Fremtid i så forhåbningsfuldt et Lys, forekom hans egen ham endnu mere mørk og trøstesløs end ellers.

Nu til Dags, min kære, vil enhver være med til at lave Love, men det er jo også lettere end at følge dem."

Nej, Livet er ikke forbi, når man kun er 31 år!" sagde han til sig selv. „Det er ikke nok med, at jeg selv kender og véd, hvad der bor i mig, andre må også have Part i, hvad jeg tænker og føler. Ja, således skal det være! Jeg er ikke bestemt til at føre en afsondret Tilværelse, men mit Liv må afspejle sig i mine Medmenneskers, ligesom deres må have fælles Berøringspunkter med mit."

Ja, den har Ret, tusinde Gange Ret!" tænkte han. „Lad de andre, de unge, hengive sig til tåbelige Drømme om en Lykke, som slet ikke findes, men vi, der kender Livet og véd, at det intet har at byde os, er kurerede for den Slags Svagheder." Og han kom så efter at have anstillet forskellige Betragtninger ligesom tidligere til det ikke synderlig opmuntrende Resultat, at han for Fremtiden ikke havde andet at gøre end at leve sit Liv hen uden Mål og Ønsker, og at det kun gjaldt om at indrette sin Tilværelse således, at man så vidt muligt holdt sig fri for Bekymringer og Sindsbevægelser

vedblev han, idet han afvekslende så' hen på Greven og Schinschin med et tilfreds Smil, overbevist om, at alle Mennesker måtte være besjælede af den højeste Grad af Interesse for hans personlige Affærer.

Nej, det er ikke Ræsonnementer, der bringer en til at tro på Nødvendigheden af en Tilværelse efter denne. Men når man går to gennem Livet, og den ene så pludselig forsvinder i det tomme Intet, så standser man foran Afgrunden og stirrer spørgende ned i den. Se, det har jeg gjort, og . . .."

jeg mener tværtimod, at man må gøre sig Tilværelsen så behagelig som muligt. Det er jo ikke min Skyld, at jeg eksisterer, og følgelig gælder det om at komme gennem Livet på den bekvemmeste Måde og uden at genere andre, indtil Døden gør en Ende på det hele

Ja, men jeg takker kun Gud for, at jeg ikke dræbte dette Menneske."
„Å, hvorfor det? En gal Hund har man jo ligefrem den Pligt at skyde ned."
„Ja, men et Menneske har man ikke Lov til at dræbe. Det er urigtigt!"
„Så, hvorfor det? Hvem véd overhovedet, hvad der er rigtigt, og hvad der ikke er det. — Det er ikke givet os Mennesker at dømme herom, vi tager gerne fejl i dette Punkt."
„Ja, men du véd da nok, at man ikke må gøre sin Næste Skade," sagde Pierre, som til sin Glæde mærkede, at hans Ven begyndte at få Interesse for Samtalen.
„Men hvor kan jeg vide, hvad der skader ham; det, der er godt for én, er måske det modsatte for en anden. Nej, jeg kender kun to absolutte Onder: Samvittighedsnag og Sygdom, og Lykken består blot i, at man er fri for disse plager. Kan man undgå dem, siger jeg, og få Lov at leve uden at bekymre sig om andre, så forlanger jeg ikke mere af Livet."

Vend dine Tanker indad, læg en Dæmper på dine Lidenskaber, og søg Lykken i dig selv, thi du finder den ikke ved at vende Blikket udad