Søren Kierkegaards afhandling “Om begrebet ironi” fra 1841 er kulminationen på filosoffens tre år lange studium af Sokrates og hans vurdering af begrebet ironi. Afhandlingen sætter blandt andet det sokratiske begreb ironi ind i en historisk sammenhæng ved at skildre det ud fra en hegeliansk tilgang. “Om begrebet ironi” er en yderst interessant bog for alle, der interesserer sig for enten Søren Kierkegaard, Sokrates eller Hegel.
Den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard (1813–1855) er kendt verden over som ophavsmand til eksistentialismen og regnes som en af de vigtigste figurer i den danske guldalder. Han var fra 1840–41 forlovet med den ni år yngre Regine Olsen, og hun kom til at spille en stor rolle i og for det senere forfatterskab, som påbegyndtes i 1843 med «Enten — Eller». Kierkegaard skrev adskillige af sine værker under pseudonym — ikke fordi han ønskede at være anonym, men for på den måde at kunne lade forfatterskabets teologiske, filosofiske og psykologiske temaer spille dialektisk op mod hinanden.
