Gæstfrihed

det er det andet menneske, som holder noget at mit liv i sine hænder, hvor forbigående berøringen med dette menneske end måtte være. Jeg er afhængig af medmenneskets tilstedeværelse, før jeg bliver ansvarlig for det.

En ting er de tanker, gæsten frembringer gennem samtale og nærvær, noget andet er de tanker, som gæsten fremkalder ved sit fravær.

Her anskueliggøres afskedens dobbelthed: Du må gå din vej alene, men du er set i din ensomhed. En god ven er ikke et menneske, der kender mig til bunds, men snarere en, der skaber rum for, at jeg kan være noget andet end det, han kender til.

Denne forståelse af menneskelivet kommer til udtryk i de gamle landsbykirkers placering midt på en kirkegård. Symbolikken er tydelig: Gennem de dødes have går man ind til livets hus. Gravsten, der er rejst for at minde om de afdøde, forekommer her blot som flygtige krusninger på havets overflade. De minder om, hvor flygtigt et menneskeliv er. Men disse kirker forkynder også, at det ikke ender med graven. Centrum i dødens have er livets hus. Den yderste sandhed er ikke, at alle veje fører til graven, men at det går gennem død til liv.

Når vi mister et menneske, der har betydet noget for os, står vi ved kajen og ser skibet fortone sig og forsvinde i det fjerne, men evangeliet siger, at der er en anden kyst, hvor der står en og spejder efter sit barn, og i takt med at vi mister skibet af syne, træder det tydeligere frem for ham, som står og venter på den anden side.

det er en af jeres vigtigste opgaver som forældre at lære jeres barn at kende på en sådan måde, at dets liv ikke bliver en forlængelse af jeres, men dets eget.”

Det er i de nære relationer, at gæstfriheden er mest krævende. Det handler ikke blot om at acceptere forskelle eller leve med uoverensstemmelser, men om at fastholde den indsigt, at der er noget i den anden, som forbliver utilgængeligt. I det øjeblik vi kan regne det andet menneske ud, har vi i realiteten frihedsberøvet den anden og lukket forholdet ned, også selv om relationen i det ydre fortsætter uforstyrret. Opgaven består i at forudsætte det fremmede i det velkendte.

Kun den, som lærer at tage afsked med sine egne, vil kunne byde den fremmede velkommen; og kun den, der byder den fremmede velkommen, vil kunne sætte sine egne fri til at gå deres egen vej.

I afskeden med en, som er os nær, påtvinges vi en erkendelse af, at det andet menneskes liv ikke bare er en forlængelse af vores eget, men at det har sin egen historie, som vi ikke kan råde over, og at selv det menneske, der er os nærmest, er en gæst og fremmed.

Det bliver netværk, ikke fællesskab; medmennesket bliver en allieret, en ressource, en betryggelse, ikke en repræsentant for et liv uden for mit liv.