Ringenes Herre 2

Jeg gad nok vide, hvor længe han er blevet tvunget til at gå hen til sit glas for at blive inspiceret og instrueret, og hvor længe Orthancs sten har været rettet mod Barad-dûr, så kun den vilje, der er hård som adamant, undgår at se sin tanke og sit syn blive båret hastigt dertil.

Høje skibe, høje konger
Trende sinde tre,
Hvad bragte de fra det synkende land
Og gennem bølgernes ve?
Syv var de stjerner, og syv var de stene,
Ét træet med barken som sne.

Jordfødt ente, grå som bjerget,
Vandrer vidt og drikker vand;
Sultne som jægere,
Hobbitbørn er,
De lattermilde, det lille folk,

Vågner, vågner, Théodens rytter!
Grusom gerning venter. Mørkt det er mod øst.
Lad hesten sadle! Blæs i hornet!
Frem, eorlinger!

I Gejstlundene, i Lóriens land
Kun sjældent trådte nogen mand,
Få dødeliges øjne så
Det lys, som over landet lå.
Galadriel, Galadriel!
Klart er din kildes kolde væld,
Så hvid er stjernen i din hånd;
Og uden lyde blad og vånd
I Gejstlundene, i Lóriens land,
Så fagert tænkte ingen mand.

Hvor er hornet, som blev blæst? Hvor er rytter, hvor er ganger?
Hvor er hjelmen? Hvor er brynjen? Bølget hår, som solen fanger?
Hvor er hånd på harpestrengen? Hvor er alle bål, som gløde?
Hvor er våren? Hvor er høsten? Hvor er kornet, markens grøde?
Bort de svandt som regn på bjerget, som en vind blandt blomster næsten.
Ned i skyggerne bag høje, dagene forsvandt i Vesten.
Hvem skal sanke træets aske? Asken fra det træ, som brænder?
Eller se de svundne tider, når de hjem fra havet vender?

Til Aragorn befalede hun mig at sige dette:
Hvor er nu Dúnedainen, Elessar, Elversten?
Hvi vandrer dine frænder så langvejs af led?
Nu nærmer sig den time, hvor Det tabte Sværd skal frem,
Det grå følge kommer ridende fra Nordens kolde hjem.
Men mørke er de stier, der er bestemt for dig,
Og vandrer du mod havet, vil døden vente dig.
Til Legolas sendte hun disse ord:
Legolas Grønneløv, i skoven dvæled du,
I glæde har du levet, vogt dig for havet nu!
Og hører du en måges skrig på havets våde kyst,
Dit hjerte skal ej mere nå til skovens grønne bryst.

Isengard! Har Isengard end mur og dør af stene;
Er Isengard end stærkt og hårdt og nøgent koldt som bene,
Vi går, vi går, vi går til krig at hugge sten og sprænge dør;
Thi gren og stamme flammer nu. Højt blusser bål. – Til krig som før!
Mod mørkets sag med dommens brag, til hvirvlerne fra trommer,
Vi kommer, ja, vi kommer;
Til Isengard med dommen,
Vi kommer, vi kommer!
Således sang de, mens de vandrede sydpå.

O Orofarnë, Lassemista, Carnimírië!
Du fagre røn, omkring dit hår de hvide blomster lå!
Mit rønnetræ, en sommerdag jeg skinnende dig så.
Din lyse bark, din blide røst, dit fine lette blad.
Din gyldentrøde krone stolt på dit hoved sad!
Ak, døde røn! På hovedet det tørre hår man ser.
Forsvunden er din krone, din røst ej toner mer.
O Orofarnë, Lassemista, Carnimírië!

ENTEN:
Når vår udfolder bøgens blad og salt i grenen rinder,
Når vilde skoves lyse bæk har storm i sine kinder,
Når skridt er langt, jeg ånder frit i bjergets skarpe blæst,
Kom hjem til mig, kom hjem til mig og sig, mit land er bedst!
ENTEKONEN:
Nu våren kom til mark og eng, i havens muld er grøde,
Som sneen i min abildgård nu falder blomster bløde,
Den søde duft, når regn og solskin falder på min jord,
Her er så smukt, jeg kommer ej, jeg bliver, hvor jeg bor.
ENTEN:
Når sommer ligger over land, når gylden middagsstunden
Kan kalde blide drømme frem hos træerne i lunden,
Når skovens sal er grøn og kold, når vinden står i vest,
Kom hjem til mig, kom hjem til mig og sig, mit land er bedst!
ENTEKONEN:
Når sommer brænder bærret brunt og modne frugter hænge,
Når strå er gult, når aks er hvidt, til høst i mark og enge,
Når æblet rundes, honning flyder, er vinden end i vest,
Jeg bliver her i solens skin, fordi mit land er bedst.
ENTEN:
Når vinter kommer, vilde tid, hvor høj og skov er slagen,
Når træer falder, dunkel nat opæder vinterdagen,
I bitter regn og dødens blæst, den kolde blæst fra øst,
Jeg søger dig og kalder dig, jeg kommer til dit bryst!
ENTEKONEN:
Når vinter kommer, sang forstummer, og mørket er os sendt,
Når knækket er den golde gren og lys og virke endt,
Jeg søger dig, jeg venter dig, da mødes vi igen,
Og sammen i den bitre regn vi vandrer da, min ven.
BEGGE:
Vi vandrer ad den samme vej, vi går mod vest, vi to,
Og langt herfra vi finder nok det land, hvor vi vil bo.“