Donau

Germanisten der – lidt ad gangen, når og hvor lejlighed byder sig – forfølger denne vældige flod, som holder hele hans verden sammen, slæber sin omfangsrige bagage af citater og sære forestillinger med sig; mens digteren sætter sin lid til det berusede skib, så forsøger hans stedfortræder at følge Jean Pauls råd, der anbefaler at man undervejs indsamler og nedfælder indtryk, gamle forord, teaterplakater, samtaler på poststationer, digte og slagsmål, gravindskrifter, metafysiske brudstykker, avisudklip, skilte i kroer og sognegårde.

Thrakerne begræd fødslen der bragte mennesket så mange bekymringer, og de fejrede livets afslutning som udfriede dem fra denne elendighed eller førte dem til saligheden

Måske fødes frelsen af svagheden, af den fysiske umulighed af at være selvtilstrækkelig

Det standardiserede hovmod over for masserne er et typisk massefænomen. Den der taler om den omsiggribende dumhed, bør vide at han heller ikke er immun – eftersom selv Homer falder i søvn en gang imellem – og han må tage denne indskrænkethed på sig som en almenmenneskelig risiko, og være klar over at han en gang imellem er mere intelligent og en gang imellem mere tåbelig end sin nabo eller sin sidemand i bussen

En stor general, sagde Frederik den Store, vil aldrig befinde sig i en situation hvor han er tvunget til at kæmpe, for hans beregninger og hans geni har tilrettelagt tingene således at konflikten i sig selv er unødvendig og derfor meningsløs. Som enhver sand videnskab burde også krigsvidenskaben, i det øjeblik den når sin fuldkommenhed, eliminere sig selv, fjerne grundlaget under sine egne fødder.

at man, både i kampens og i livets kaos, må holde fast ved noget der er fortroligt og genkende sig selv i en vane; for når mennesket er omgivet af velkendte genstande lider det ikke, eller lider mindre, som Machiavelli sagde.

ønsket om ro og samtidig evnen til at acceptere endeløse og uløselige konflikter.

som Max Weber ville sige – Grillparzer sætter sindelagsetik og ansvarlighedsetik op imod hinanden og viser begges bevæggrunde uden at ofre den ene til fordel for den anden; han undgår tværtimod ethvert forsøg på at forsone denne konflikt, der virker uoprettelig og derfor tragisk.

Livet har ikke taget på hende med fløjlshandsker, for det skåner aldrig de stærke, de personer der forsøger at skjule deres egen svaghed for ikke at ligge andre til byrde, men kunne give dem trøst og styrke. Livet har ingen medlidenhed med dem der lever i bevidstheden om deres egen skrøbelighed, men bærer til gengæld over med de svage, eller rettere, med dem der stiller deres svaghed til skue for at læsse deres problemer over på andre, og bliver forkælet, ynket og værnet om som om de var ædle smukke sjæle.

Rosen og er skrevet af en lille pige ved navn Monica Favaretto, fra første klasse på De Amicis-skolen. »Rosen var lykkelig. Den var ven med de andre blomster. En dag følte Rosen at den var ved at visne og at den skulle dø. Den så en papirsblomst og sagde: ‘Du er vel nok en smuk rose!’ – ‘Men jeg er jo kun en papirsblomst’ – ‘Ved du at jeg er ved at dø?’ – Og så døde Rosen og sagde ikke mere.«