Mark Manson

Mål defineres normalt som ting som at tage en uddannelse, købe et hus ved vandet, eller at tabe sig syv kilo. Men den slags mål kan kun skabe begrænset lykke i dit liv. De kan være gode, når du jagter hurtige, kortsigtede fordele, men som rettesnor for din generelle livsbane er de elendige.

Picasso var produktiv gennem hele livet. Selv da han var i halvfemserne, producerede han kunst og blev ved indtil sine sidste år. Hvis hans målestok havde været at ‘blive berømt’ eller ‘tjene en ordentlig røvfuld penge inden for kunst’ eller ‘male tusind malerier’, så var han gået i stå undervejs.

Kunsten at være fucking ligeglad

Der er forskel på at give en anden skylden for din situation og på, at den person er ansvarlig for din situation. Ingen andre end dig er nogensinde ansvarlig for din situation. Mange mennesker kan være skyld i, at du er ulykkelig, men du er den eneste, der har ansvaret for, at du er ulykkelig. Det er, fordi du altid vælger, hvordan du vil opfatte ting, og hvordan du vurderer ting. Du vælger altid den målestok, som du måler dine oplevelser ud fra.

Min første kæreste dumpede mig på en vild måde. Hun var mig utro med sin lærer. Det var overvældende. Og med overvældende mener jeg, at det føltes som at blive slået hundrede gange i maven med en knytnæve. For at gøre ondt værre, forlod hun mig hurtigt til fordel for ham, da jeg konfronterede hende med det. Tre år sammen skyllet ud i toilettet uden

Jeg havde det elendigt i månedsvis bagefter. Det var, hvad man kunne forvente. Men jeg holdt hende også ansvarlig for min elendighed. Og tro mig, det førte ingen vegne. Det gjorde blot, at jeg fik det endnu værre.
Sagen er, at jeg ikke kunne styre hende. Uanset hvor mange gange jeg ringede til hende eller råbte ad hende eller tiggede hende om tage mig tilbage, eller kom på uanmeldt besøg eller gjorde andre klamme og irrationelle ekskæreste-ting, så kunne jeg ikke styre hendes følelser eller handlinger. Så selv om hun var skyld i, hvordan jeg havde det, så var hun aldrig ansvarlig for, hvordan jeg havde det. Det var jeg.

Det er den sande forklaring på Bukowskis succes: hans evne til at hvile i sig selv som en fiasko.

Vores kultur nu om dage er sygeligt fokuseret på urealistisk positive forventninger: Vær lykkeligere. Vær sundere. Vær den bedste, bedre end alle andre. Vær klogere, hurtigere, rigere, flittigere, mere sexet, mere populær, mere beundret. Vær perfekt og fantastisk og skid tolv karat guldklumper inden morgenmaden, hvorefter du kysser din perfekte ægtefælle og to et halvt barn farvel. Flyv derefter din helikopter til dit fantastiske job, hvor du tilbringer dagene med at lave utroligt meningsfuldt arbejde, der formentlig redder kloden en dag.

Men hvis du stopper op og tænker over det, så handler alle de positive selvhjælpsråd, du konstant bliver bombarderet med, om alt det, du mangler. De zoomer ind på de ting, du føler, du mangler, og fremhæver dem for dig.

Du lærer om de bedste måder at tjene penge på, fordi du føler, at du ikke har penge nok allerede. Du står foran spejlet og siger til dig selv, at du er smuk, fordi du føler, at du ikke er smuk nok allerede. Du følger råd om dating og forhold, fordi du allerede føler, at du ikke er værd at elske. Du prøver fjollede visualiseringsøvelser om at være mere succesrig, fordi du føler, at du ikke allerede har tilstrækkelig succes.

Pudsigt nok fungerer dette fokus på det positive blot som en konstant påmindelse om det, vi ikke er, om det, vi mangler, og om det, vi burde være, men ikke formåede. En person, der er lykkelig, har ikke behov for at stå foran et spejl og sige, at hun er lykkelig. Hun er det bare.

De mindste hunde gør højest.’ En selvsikker mand har ikke behov for at vise, at han er selvsikker. En rig kvinde har ikke behov for overbevise andre om, at hun er rig. Enten er du det, eller også er du ikke

Problemet er, at det er skidt for din mentale sundhed, hvis du er fucking interesseret i for mange ting.

Nøglen til et godt liv er ikke at være fucking interesseret i flere ting. Nøglen er at være fucking ligeglad med flere ting. Du skal kun være fucking interesseret i ting, der er ægte og tæt på og vigtige.