Jens Christian Grøndahl

I tilbageblik er det min første erfaring med, at forventningen udgør det egentlige klimaks. Forventningen om lykke eller fylde, slet og ret. Oplevelsen af, at et nu og et sted bliver ved med at udvide sig, så man ikke ønsker sig andre steder hen. Siden går det op for én, at man egentlig helst ville have været på vej altid netop dertil

al kunst kommer evnen til dét, og det er virkelig en evne. Noget, der kan opøves, disciplineres og formes. Det meste af tiden bevæger vi os som søvngængere gennem verden, idet vi forfølger vores mål. Hånden finder tingene, målsætningerne finder deres midler, verden er på skift et forrådskammer for den umættelige ambition og en mur, som man hamrer panden imod med sine drømme og forhåbninger. Den åbner sig først, når man selv åbner øjne og sind for tingenes og stedernes forunderlige væren. Og dét var i kunsten et formål i sig selv, før værket blev det. At åbne øjne og sind.

Håb, sagde han, var ikke et spørgsmål om, hvorvidt noget ville gå godt eller lykkes i det lange løb. Håb handlede om, hvorvidt det ville have givet mening.