Flemming Jensen

Det var jo længe før e-mail og internet. Bygden havde kun én enkelt radiotelefon, der kun havde forbindelse til Ũmánaq. Og oven i købet var det faktisk ikke helt så enkelt med telegrammer på den tid. Telegrafisten i Ũmánaq var nordmand – og nordmænd sætter altid en ære i kun at kunne norsk. Og den, der tog sig af telegraferingen i Nunaqarfik, var butikkens kommis, der ikke kunne dansk. Og slet ikke norsk.

Dertil skal lægges, at nordmanden i Ũmánaq oftest havde fået det hele pr. radiotelefon fra Godthåb fra én, der kun talte grønlandsk – eller jysk. Og denne igen havde det fra en telegrafist i København.

Sådan fungerede det bedst muligt – bortset fra de dage, hvor vejret var dårligt og det hele derfor også gik via Island …

Det nyttede ikke at lære ham, at man ku’ slippe godt af sted med at snyde.