Marie Kopp

”Siden du ikke vil uddybe det, vil jeg gå ud fra, at grunden til, at du ikke taler til mig, er, at jeg har datet Nan, og du bryder dig ikke om hende.”

Jeg trak på skuldrene. Ikke helt. Det var mere end det. Igen ville det være uhøfligt at fortælle ham det. Men jeg måtte enten være uhøflig over for ham eller give ham grund til at tro, at jeg var stum. Og jeg ville ikke have, at han skulle gøre mig til grin over for Nan. Jeg havde fået nok af hendes spydigheder. ”Ingen af dem, som dater Nan, kan have gode værdier. Eller nogen værdier, som kunne gøre mig interesseret i at lære dem bedre at kende. Jeg ønsker ikke at spilde tiden sammen med folk, som jeg ved, jeg aldrig kommer til at tale med igen.” Det lød hårdere, end det var ment. Den skide ærlighed!

Grant krympede sig.

blive mærkeligt. Det ville

Siden Iain havde trykket hendes hånd, havde hendes indre kørt i samme rille igen og igen som en vinylplade, der var gået i hak, med ordene: „grønne øjne grønne øjne snave snave lækker wow snave snave grønne øjne“ igen og igen.