Charlotte Glahn

ne kendte hun også, selv om hun undgik dem. Hun kunne udpege latteren og lugtene, som vinden bragte med sig, og hun behøvede ikke at se ud for at vide, hvis bil der listede over gruset, eller hvis motorsav der kløvede stilheden.

Benjamin betragter Pierres ryg, lytter til urinen, der ram

årig.
Jeg ligger

Der er ondskabsfulde træk i os alle tre. Da jeg begyndte at skrive for ti år siden, blev jeg drevet af en konstant trang til at positionere mig i forhold til andre mennesker. I mine kronikker i aviserne
slås jeg i al offentlighed med andre mennesker. Måske er der en forbandelse, jeg er nødt til at bryde, så jeg ikke giver den i arv til mine egne børn.

Men der er en afgørende forskel. Min morfar og min mor næredes af vreden. Den var deres livseliksir. Jeg udøver den næsten tvangsmæssigt – og bliver svagere af den. Jeg får det dårligt af den. Mine kampe fører jeg kun i det offentlige rum. Privat har jeg ingen anelse om, hvordan man skændes med nogen. Jeg får aldrig udbrud, kommer ikke med nogen udfald. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste gang, hvor jeg har hævet stemmen som voksen. Jeg gjorde det heller ikke som barn. Det var der ganske enkelt ikke plads til. Jeg sad fastklemt mellem min mors og min fars humør, og der lærte jeg, at det var bedst at tie stille. Jeg har været tavs og måske lidt trist, siden jeg var tretten år.

Alt det, han havde taget fra hende.

mørke. En indsigt, som kan få stor betydning: Jeg e