Jan Guillou

Ikke for at dø, men for hvad konsekvenserne bliver af ens død.

at minde os om. Gustav II Adolf havde fra en tilsyneladende underlegen stilling besejret russerne

blev ganske stille blandt alle tilskuerne. Ville det gå? Formodentlig.

– Jer fra 4

skarphed i stemmen, tre tænder, en læbe som jeg ikke kunne gøre andet ved end bedøve, og så en næse

Det er, som hvis du tænker dig, at man vil piske en bundet hund. Det kan man naturligvis gøre, så længe hunden er bundet, men hvad sker der, hvis den slider sig løs? Forstår du, hvad jeg mener, vold sidder i hovedet på folk og ikke så meget i de knyttede næver, som du tror. Og hvis du vil vide, hvad jeg tror, så tror jeg ikke, at jeg behøver at slå en eneste fyr mere, så længe jeg er her. Det, jeg forsøger at forklare, er altså, at man kan bruge vold til at undgå vold. Det er måske oven i købet den eneste måde af og til.

hvæsede selvfølgelige fornærmelser af sig om fej

Selvfølgelig gør du det. Har man tilstrækkeligt gode grunde, så kan hvem som helst klare det. Det sidder i hjernen og ikke i følenerverne. Det, der gør ondt, er ikke selve tævene, det er, at man tvinges til at adlyde dem og krybe for dem

Og hvordan besejrede man den ondskab? Hvad ville Gandhi have kunnet gøre bedre mod Hitler end den Røde Armé og general Patton?

Og Rådet havde ikke tænkt

hen over spindelvævet i stukken og mønstret af revner i loftet