Carlsen

ine sko er forsvundet

”Preben Pølsesnak! Mine sko er forsvundet. Jeg ved, du var vågen, da forbrydelsen fandt sted. Kan du fortælle mig, hvad du lavede i nat?”
Preben Pølsesnak fortsatte med at tape sine franske hotdogs sammen, inden han gik i gang med at fortælle.
”Nu skal du høre, Kristian. I nat var nok den vildeste nat i mit liv. Jeg kørte min pølsevogn ud i skoven, for jeg havde hørt, at der skulle være godt gang i den. Kort efter kom en kæmpestor fasan flaksende mellem træerne. Da den fik øje på min pølsevogn, slikkede den sig om næbbet og piftede til sine venner. Og med det samme kom

Pudderkvast pludrede løs om sin vanvittige rengøringsnat, undersøgte Kristian nøje gulvtæppet med sit forstørrelsesglas. Og ganske rigtigt. Der var ikke et eneste støvkorn på tæppet. Da Fru Pudderkvast var

Så jeg hængte det op i haven og bankede, slog, tævede og klaskede det, indtil der ikke var så meget som ét støvkorn tilbage.”

Mens Fru Pudderkvast pludrede løs om sin vanvittige rengøringsnat, undersøgte Kristian nøje gulvtæppet med sit forstørrelsesglas.

Jeg tog imod det, men drak det i

grund af dét tidligere, men det er ikke hele historien – langt fra. I samme sekund jeg opdagede, at Sawyer var tilbage, vidste jeg, at det ville rippe op i alt muligt hos min far, og bare at være i nærheden af ham fremkalder den gamle følelse af frustration og skam. Et øjeblik er jeg seksten år igen, gravid og håbløs og med alle lyse fremtidsudsigter løbende ud mellem mine fingre som fint sand.
Men: Det var dengang.
”Hvordan går det?” forsøger jeg og går over terrassen for at komme tættere på ham. Fliserne er varme under mine fødder.
Min far ser op på mig og vender så tilbage til sine høje, ranglede planter. Hans læge siger, at havearbejde er godt for hans hjerte, men det er ikke derfor, han gør det. ”Det går vel okay.” Han sukker og gnider på et ujævnt, grønt blad med tommelfingeren. ”Jeg er bange for, at det er råd.” Han går videre til zucchinien, en klar gul sommersquash. Sidste stop vil som sædvanlig være Soledads roser, som han beskærer, inden de kryber hele vejen op ad husmuren som noget fra et eventyr.
For længe siden stod der et stort svømmebassin her, men min far fik det fjernet med henvisning til vedligeholdelsesomkostninger og statistikken over drukneulykker. ”Desuden,” sagde han dengang, ”kan I altid bare tage over til Roger og Lydia og bruge deres pool.”
Cade og jeg brugte timevis derovre som børn. Vi sprang i fra vippen og lavede saltomortaler ned

Det gik ikke op for os før første gang, der var en engel, som forsøgte at suge energi fra nogle af os, men … ja, det er ligesom, vi er immune. De forsøger at suge af vores energi, men hvæser så og trækker sig tilbage. Det er endda blevet sådan, at vi kan se dem komme, som om vores sanser bliver skærpet hele tiden.”

Jeg stirrede på hende med mine tanker i et stort kaos. “Hvor mange af jer er der?” spurgte jeg til sidst.

“Næsten 200,” sagde hun. “Så godt som alle dem, du har haft timer med på Pawntucket High School. Hvilket, øh …” Hun kiggede på Jonah.

Han satte sit krus fra sig. “Willow, det her er kun en teori, okay? Sagen er, at vi tror, at jordskælvene havde noget med det at gøre, men vi tror også, at du måske har det.”

“Mig?” Jeg så måbende på dem. “Jeg var her ikke engang!”

Ninas stemme var lavmælt. “Nej, men de folk, som blev immune efter skælvene, havde alle tilbragt en del tid i nærheden af dig. Vi har overvejet alle mulige forbindelser, og du er den eneste, som det giver nogen …”

“Ja, klart!” Jeg udstødte en kort, gispende latter. “Så jeg har i al hemmelighed marskalleret alle på flere tusind kilometers afstand, selvom jeg ikke aner, hvordan man gør, selv hvis jeg prøvede? Det lyder da sandsynligt.”

Jonahs ansigt så tænksomt ud. “Nej, vi tror faktisk, det er modsat,” sagde han. “At folk, som kender dig, på en eller anden måde har forbundet sig med din energi og har marskalleret sig selv.”

Det var, som om vi talte forskellige sprog. “Men det giver slet ikke nogen mening. Der er intet ved mig, der ville kunne hjælpe dem med at gøre det.”

“Jonah siger, at englene tror, at du er den, som kan tilintetgøre dem,” påpegede Nina. “Så der må være noget særligt ved dig.”

Jeg brød mig slet ikke om den her samtale. “Det eneste, der er helt særligt ved mig, er, at jeg er halvengel, og det samme er Seb, så hvad betyder det for jeres teori? Desuden, hvis det var sandt, så burde alle, jeg kender, være immune, og det er de ikke!”

Seb havde siddet stille under hele samtalen og fulgt nøje med. “Hvad med Kara?” spurgte han.

Jeg stivnede. “Hvad med hende?”

“Kara er en EJ’er,” forklarede Seb til Nina og Jonah. “Og hun er også immun. Vi ved ikke, om de andre ikke også er det,” tilføjede han og kiggede på mig. “Under kampen forsøgte englene ikke at suge energi, de forsøgte kun at dræbe.”

Jeg rystede målløs på hovedet. “Seb, nej … det er altså for mærkeligt. Det kan simpelthen ikke være sandt.”

Han trak på skuldrene. “Det ved jeg da ikke … hvis jeg tænker på, hvor tæt alle på basen var knyttet til dig. Jeg kunne mærke det nogle gange … som om alles energi rakte ud efter dig. Jeg troede bare, det var … du ved, at de godt kunne lide dig?

Legoklods.

Jeg får altid lov til at låse døren op med nøglen.
Man kan høre nogen

Det slog ned i hende som et lyn, at hun aldrig havde set en kanin med vestelomme og heller ikke med et ur til at tage op af den.

Gennem den ødelagte port så Eragon Varden trænges i gaderne udenfor. Han pustede ud og lod hovedet falde forover i udmattelse. Det virkede, tænkte han forbløffet. Så skubbede han sig langsomt op med en vag fornemmelse a