Karin Michaëlis

Vi er enige om, at jeg skal være Katholik. Far synes, det er kønt og fornøjeligt — men det er maaske bare for at føje mig, han siger det. Og saa vil han hellere have, jeg skal gaa i katholsk Kirke, for der er meget mere lunt om Vinteren, end at jeg
skal sjokke med Hønen op i Domkirken, hvor der er Træk.

Desværre dur jeg vist ikke til at være from. Jeg faar saadan en Lyst til at sparke og spjatte og le himmelhøjt, lige naar jeg er mest oplagt til at tænke paa Religion. Men jeg vil prøve paa at tro det altsammen, selv om det ligner Røverromaner.

Du vilde, hvis du var her, spørge, hvormed jeg dog vil faa Tiden til at gaa. Kære, Klædeskab og Spejl forlader mig ikke, desuden har Tiden jo den Evne at kunne gaa uden at skulle trækkes op. Jeg har jo Skov og Have, Klavér og Hus, kniber det endelig, kan jeg give mig til at brodere Tunger til Torpens Linned!

Ingen har nogensinde højt sagt den Sandhed, at Kvinden for hvert Aar der gaar —
som mod Sommer, naar Dagene længes — bliver mere og mere Kvinde. Hun sløves ikke i det, der angaar hendes Køn, hun modnes langt hen i Vinteren.

Men Samfundet tvinger hende til at holde en falsk Kurs. Hendes Ungdom maa kun vare, saalænge Huden er glat og Legemet fristende. Ellers prisgiver hun sig til den ondeste Latter. En Kvinde, der vover at kræve Livets Ret i de sene Aar, betragtes med Afsky. Ingen giver hende Medynk, ingen giver hende Medhold.