Morten Søndergaard skriver i digtsamlingen TIL om forbindelsen mellem sprog og verden, om tilblivelsen, tilsynekomsten og tilfældets betydning for den kunstneriske skabelse.

Digteren opholder sig på et bjerg i Pietrasanta i Italien, hvor han på skråningerne passer oliventræer, vinranker og bier. Med hundrede procent lydhørhed og sanselig omgang med verden skriver han sig ind på dagene, begivenhederne og tilfældet som noget, man kan vælge at gribe og gå ind i. TIL åbner et kunstnerisk rum, på en gang intimt og verdensvendt.

Morten Søndergaard har i hele sit forfatterskab kredset om, hvordan ordene bliver til, hvordan kunstnerisk skabelse bliver en central del af digterens forsøg på at gå i forbindelse med verden, få adgang til den og få lov at være i den.

«Permesso?

Ja.

Kom ind

kom nærmere.

Gå gennem døren

der er en dørklokke

der er banken

på træ

på stilheden.

Marmorarbejderne slår på blokken

for at høre om den er sund.

Må jeg komme ind?

Må jeg være her?

Det lille italienske ord permesso bliver sagt på dørtærsklen

det siges det ud i luften

og man venter på svar før man går over den.

Også selv om der ikke er nogen at se.

Selvom du godt ved

at du gerne må komme ind.

For ordet er en lille værdighed i sproget

som at få lov til at komme ind

i det hele taget.

At der gives tilladelse et sted:

Ja, du må gerne komme ind.

Som brevsprækken der altid

holder en sprække åben

selvom døren er lukket

hvis nogen vil sige dig noget.»

— Uddrag fra åbningsdigtet ”Permesso”