Karl Ove Knausgård

Der var ikke meget mørke i mit liv! Så lod jeg titlen stå endnu en gang og begyndte at læse indledningen.

jo at den bare var sådan okay.

– Men jeg vil jo gerne se hvordan det går.

– Hvor er Magne og Ida?

– Magne er inde på sit værelse. Ida er ude at løbe, sagde Julie. – Hvorfor?

– Ikke for noget.

Vinen var herlig kold og sød som saft. Jeg gik ud i køkkenet for at skænke op igen og tog hele kartonen med tilbage.

– Det må jeg nok sige, sagde Julie. – Skal du i byen, eller hvad?

– Måske. Vil du med?

– Det tror jeg ikke. Skal tidligt op i morgen.

– Hvad med dig? sagde jeg og så på Kristoffer.

– Er ikke helt i humør til at gå ud.

– Kom nu! Det er altid sjovere at gå i byen når det ikke er planlagt.

Døren gik op. Idas prustende åndedræt hørtes ude i gangen, og så skridt hen til badeværelset.

– Klokken er ikke engang ti, sagde jeg.

– Du er virkelig ivrig, sagde Kristoffer.

– Er da ikke ivrig. Det er bare en god idé.

Jeg følte mig helt dum der i sofaen. Havde lagt lidt hårdt ud, og nu var der pludselig ingen vej tilbage. Kunne heller ikke bare gå i seng.

– Da du blev dumpet, gik vi allesammen i byen. Kan du huske det? sagde jeg. – Det var en søndag.

– Det glemmer jeg aldrig, sagde Kristoffer.

– Har du kærestesorger, lillesøster? sagde Julie. – Vidste ikke engang at du havde en kæreste! Var det ham derude?

Jeg rystede på hovedet.

– Det er omvendt.

– Er du forelsket?

– Det tror

Nej, ingenting kan ikke engang blive. Så ville det jo være noget.

Ingenting er ikke engang ingenting.

Dine billeder er helt ordinære. Du forsøger at få dem til at være kunst. Hvad nu hvis det bliver dit liv? At du indbilder dig at du er noget du ikke er og aldrig kan blive? Det bliver et virkelig anstrengende liv.

var ikke idéer jeg manglede. Problemet var at resultatet, altså selve billederne, altid blev til noget der var mindre end det jeg havde haft i tankerne.
Det handlede ikke om talent som Liv troede, men om erfaring.

lo.
– Du bliver let fornærmet, har jeg lagt mærke til. Slap lidt af. Det er ikke alt her i verden der er en konkurrence.

Det er djævlen.
Jeg så på ham med løftede øjenbryn. Han mødte mit blik uden at fortrække en mine.

Det var ikke helt fremmed for mig at andre mennesker så på mig, jeg så godt ud, og der var no

Det var ikke helt fremmed for mig at andre mennesker så på mig, jeg så godt ud, og der var noget uudgrundeligt ved mit ansigt, som formodentlig kunne vække både nysgerrighed og længsel hos andre. Men noget ved måden han havde set på mig på, var anderledes. Det var som om han kendte mig eller vidste hvem jeg var.

Mine billeder var måske ikke lige så gode som spanierens, men han var lærer, og jeg var elev, og jeg ville vædde på at hans billeder heller ikke havde været i verdensklasse da han var tyve. Han ville have at vores billeder skulle ligne hans, det var hans egen æstetik han tvang os ind i, og det var klart at mine billeder ikke holdt i den målestok. Jeg tog en anden slags billeder, kiggede efter noget andet. Ikke det slående, ikoniske, for det var jo kun én ting, men det