Mette Byriel-Thygesen

I Danmark begyndte de første privatklinikker i starten af 1970’erne at udbyde brystforstørrende operationer. Og de senere år har der herhjemme været en stor og markant stigende efterspørgsel på brystforstørrende operationer. I 2005 fik 405 danske kvinder kunstige bryster, i 2020 var tallet steget til 2.840. Forskellige undersøgelser viser, at der bag operationerne gemmer sig mange forskellige overvejelser.

Holdningerne til brystkirurgi har bølget frem og tilbage. I dag slår bl.a. fjerde-bølge-femininisterne et slag for retten til selv at vælge, hvordan man ser ud, og hvilke virkemidler man benytter sig af. Feminist og aktivist Kira Dechau (f.1992) har problematiseret andres åbenlyse holdninger til, at kvinder vælger at få implantater. Hun sagde til Alt for damerne i 2015:
”Men det at få lavet en kosmetisk operation er stadig et personligt valg. Et valg, der er okay og bør respekteres. Der kan være mange grunde til, man vælger det, og det er faktisk ligegyldigt, hvilken grund det så måtte være. Når snakken falder på kosmetiske operationer, har jeg utallige gange hørt udtalelser som for eksempel ”det er jo okay, hvis man næsten ikke har noget” eller ”hvis man har smerter, er det selvfølgelig i orden”. Altså undskyld mig, men du kan aldrig være dommer over andres kroppe og personlige valg. Det er ikke dig, der afgør, om det nogensinde er okay, eller hvornår det er i orden. Som feminist vil jeg altid støtte det frie valg! Det er det, feminisme går ud på. Om det så er tatoveringer, mode, kropsbehåring, piercinger, makeup, operationer. Eller noget helt andet. Det er din krop, dit valg. Du fortjener respekt.”

”Traditionelt set har vi altid forbundet den ubegrænsede kærlighed (agape) med kvinden og seksualitet (eros) med manden.

I begyndelsen af 1990’erne opstod begrebet commodity feminism, det vil sige en slags vare-feminisme, hvor firmaer og medier tilegner sig feministiske dagsordner for at støtte kvinder og samtidig forsøge at tilskynde dem til at købe sig til ligestilling gennem lige præcis deres produkter. Kim Kardashians bh med indbyggede brystvorter, og Kim Kardashians sexede fremtoning i reklamen signalerer "frigjort kvinde". Bh'en kan derfor ses i den optik, at for at øge salget lanceres og promoveres produktet som frisættende for kvinder.

Ifølge Catherine Hakim vil kvinders muligheder for succes vokse, og ubalancen mellem kønnene udlignes, hvis kvinder udnytter deres erotiske kapital. Kvinder kan veksle økonomisk kapital til erotisk kapital ved at købe sig til f.eks. plastikoperationer – det kan både pornomodellen, nyhedsværten og kvinden, der ernærer sig som sexarbejder.
Antropologen Sine Plambech (f. 1975) har forsket i sexarbejdere og det globale sexmarked. I 2023 udgav hun bogen Global sex, hvor hun bl.a. beskriver, hvordan nogle sexarbejdere tager lån for at få større bryster og dermed øge deres værdi og blive mere eftertragtede, hvorved lånet tjener sig ind igen.

Idéen om silikonebrystet opstod, da den amerikanske plastikkirurg Frank Gerow (1929-1993) holdt en pose med blod i hænderne og nåede til den erkendelse, at det føltes som et kvindebryst. Sammen med sin kollega Thomas Cronin (1906-1993) begyndte han at eksperimentere med flydende silikone. Som indledende eksperiment fik hunden Esmeralda indopereret implantater, som dog endte med at blive fjernet igen. Lægerne var alligevel klar til næste skridt i eksperimentet, som blev udført på den amerikanske kvinde Timmie Jean Lindsey (f. 1932). I 1962 fik hun som den første nogensinde silikone i brysterne, og hun gik fra en B- til en C-skål. Der gik ikke mange år efter Timmie Jean Lindseys operation, før silikonebryster var en efterspurgt vare i USA. Et storbarmet ideal havde været dominerende siden 1950'erne. Skuespillere som Marilyn Monroe (1926-1962) og Jane Russell (1921-2011) var trendsættere for kvinder i 1950’erne og 1960’erne – og de klædte sig, så de fremhævede deres hvepsetalje og middelstore, iøjnefaldende bryster. Også dyrkelsen af skuespillere som Jayne Mansfield (1933-1967), Brigitte Bardot (f. 1934) og Sophia Loren (f. 1934) gav indtryk af, at den kvindelige seksualitet sad i barmen. Lanceringen af magasinet Playboy i 1953 hjalp også det storbarmede ideal på vej.

I essayet Ways of Seeing fra 1972 argumenterede kunstner og kritiker John Berger (1926-2017) for, at der var to typer af blikke: mandens blik på kvinden og kvindens blik på sig selv, mens hun observeres (og begæres) af manden. Han skrev: ”Men act, women appear”– det vil sige, at mænd handler og er aktive, og kvinder dukker op og observeres. Efterfølgende i 1975 blev begrebet the male gaze introduceret af filmteoretiker og feminist Laura Mulvey (f. 1941). Det begreb beskriver, at kvinden ofte skildres som et seksuelt objekt, når hun portrætteres af mænd.

Hver femte kvinde mellem 15 og 24 år er utilfreds med sine bryster, viser en stor dansk undersøgelse fra 2019. Og selvom tilfredsheden med brysterne stiger med alderen, bliver der aldrig helt fredeligt omkring barmen. Syv procent af de 55-64-årige er utilfredse med deres bryster, knap seks procent af de 65-74-årige er utilfredse.

en undersøgelse fra 2019, der er udarbejdet af Statens Serum Institut og Aalborg Universitet, deltog 16.260 kvinder, og de svarede bl.a. på spørgsmålet om, hvorvidt de var tilfredse med udseendet af deres bryster. Kun 51 procent var tilfredse. En anden undersøgelse fra den private sundhedsvirksomhed Aleris-Hamlet fra 2020 viser stor forskel på at se brystoperationer som et tabu – yngre og ældre kvinder tænker ikke ens: For 27 procent af de 18-34-årige er det tabubelagt at få lavet en brystoperation, mens det gælder for cirka 18,5 procent af de 35-49-årige og 12 procent af de 50-69-årige. De unge ser det altså, ifølge den undersøgelse, som et større tabu end ældre at få en brystoperation.