Hallgrímur Helgason

Eilif havde regnet med at sidde på forreste række, det var det normale, men nu fyldte de norske søfolk op på højre side sammen med Fanneyri-folkene, og så havde profeterne deres faste pladser på forreste række til venstre.

Den hjertevarme Grandvør havde født en iskold datter, som havde giftet sig med fjordens mest begavede mand, og sammen havde de fået det der enfoldige, enerverende arbejdsdyr, som så med en splejset og blikhjertet sjuft havde undfanget fjordens kønneste barn, en pige med det reneste, kærlighedsdunkende hjerteblod.

Jo, tømrerne var her stadig, og var faktisk allerede begyndt at høvle og save tømmer til, opmåle området til en brygge og grave ud til stolper.

Det var Jon gamle i Vindheimar.

“En i blodet, en anden på papiret.”

Det eneste, som øjeblikket derimod tilbød Gest, var at bære denne gråd ud af gården, ud i den kølige morgentåge.

Gest sad og kukkelurede i al sin elendighed og tvivl, alene i selskab med syvogtyve tusinde tønder sild og begræd sin kulde over for de andre, sine nærmeste, disse mennesker, som havde vist sig så gode mod ham.