Hermann Hesse

Men midt i den frihed han havde opnået, gik det pludselig op for Harry at hans frihed var en død, at han stod alene, at verden på en uhyggelig måde lod ham være i fred, at menneskene ikke angik ham længere, ja, at han ikke angik sig selv, at han langsomt var ved at blive kvalt i en luft der blev tyndere og tyndere af ensomhed og manglende forbindelse med andre.

Ligesom enhver styrke også kan blive en svaghed (ja, under visse omstændigheder nødvendigvis må være det) kan den typiske selvmorder omvendt ofte gøre sin tilsyneladende svaghed til en styrke og en støtte, ja, han gør det usædvanlig ofte.

At ‘mennesket’ ikke er noget allerede skabt men et krav ånden stiller, en fjern mulighed, som både ventes med længsel og frygtes, og at vejen derhen kun bliver tilbagelagt et lille stykke ad gangen og under frygtelige kvaler og ekstaser af netop hin sjældne enkelte som man forbereder et skafot til i dag og mindesmærke til i morgen – denne anelse lever også i Steppeulven.