Olga Tokarczuk

Faderen var af den opfattelse, at samtlige en nations nederlag kunne tilskrives en for eftergivende opdragelse, det vil sige kvindagtighed, føleri og den form for eftergivenhed, som det nu var på mode at betegne som „respekt for individet“. Den slags brød han sig ikke om. Det eneste, der talte, var mandighed og foretagsomhed, at arbejde i samfundets tjeneste og for det fælles bedste, rationalisme og pragmatisme … Han var især glad for ordet „pragmatisme“.

„Åh ja, min kære dreng,“ docerede August, „vi udvikler os alle frem mod et på forhånd fastlagt punkt, og har vi først nået det, går vi i stå. Det er det, vi kalder alderdom; den manglende evne til at ændre sig. At vi er ved vejs ende. For nogle sker det midt i livet, for andre, så snart de har afsluttet deres skolegang. Og atter andre, men det er en sjældenhed, udvikler sig, til de er højt oppe i årene, ja, helt frem til deres død.“

„Ser De, nogle fornemmer, at de er gået i stå. De føler sig dårligt tilpas i deres indelukke, i deres stilstand; de vender sig mod fortiden, som om den ville kunne revitalisere dem, he, he … Det er i denne fase af sit liv, at mennesket begynder at interessere sig for sin stamtavle og sin slægt, at det søndag efter søndag sidder og ser på fotografier, som om dets sølle liv var del af noget større, nemlig familiens liv.“