Hanya Yanagihara

I venskab, med kærlighed

Han vil blive mindet om, at han er ingenting, en hul skal, hvori frugten for længst er mumificeret og indtørret og nu ligger og rasler til ingen verdens nytte. Han vil opleve denne stikkende gysende afsky, der rammer ham i både hans lykkeligste og hans værste stunder, den der spørger ham, hvem han tror, han er, sådan at ulejlige så mange mennesker, at tænke, at han har ret til at blive ved, når hans egen krop fortæller ham, at han burde holde inde.

Han havde alle mulige regler, han havde opstillet for sig selv hen over årene, baseret på tidligere erfaringer går jeg ud fra – hvad han ikke var berettiget til; hvilke glæder han var udelukket fra; hvad han ikke måtte håbe på eller ønske sig at få; hvad han ikke havde lov at ønske – og det tog nogle år at finde ud af, hvad de regler gik ud på, og endnu længere at finde ud af, hvordan man kunne overbevise ham om deres usandhed. Men det var virkelig svært: Det var de regler, han havde overlevet på. Det var regler, der havde gjort verden forklarlig for ham. Han var forfærdelig disciplineret – angående alt – og disciplin er ligesom vagtsomhed en næsten umulig kvalitet at få nogen til at opgive.

På teaterskolen havde han en lærer, som fortalte ham, at de bedste skuespillere er de kedeligste mennesker. En stærk selvfølelse var ødelæggende, for en skuespiller skulle kunne lade sit eget selv træde i baggrunden. Han skulle kunne lade karakteren tage over. “Hvis du vil være en personlighed, så bliv popstjerne,” havde hans lærer sagt.

Han forstod visdommen i det dengang, og han forstod det nu; men i virkeligheden var et selv det, de alle sammen længtes efter, for jo mere man spillede skuespil, jo længere og længere kom man fra den, man troede man var, og jo hårdere var det at finde vejen tilbage. Var det så underligt, at så mange af hans kolleger var sådan nogle vrag?

Det er første gang i hans liv, han selv har taget initiativet til et kys, og han håber, at han med det kan udtrykke alt det, han ikke kan sige, selv ikke i mørket, selv ikke i det begyndende, grå dæmringslys: Alt hvad han skammer sig over, alt hvad han er taknemmelig for. Denne gang lukker han øjnene og forestiller sig, at han snart vil blive i stand til at lade sig føre med dertil, hvor mennesker, der kysser og elsker, lader sig føre: Det land han aldrig har besøgt, det sted han ønsker at opleve, den verden han håber ikke for altid vil være lukket for ham.

Omsider kunne han ikke holde det ud længere. “Hvordan går det med Loehmann?” spurgte han en aften, en måneds tid efter at Jude var begyndt.

Jude sukkede. “Willem,” sagde han, “hvor meget længere vil du have mig til at gå hos ham?”

“Det ved jeg ikke,” sagde han. “Det har jeg faktisk ikke tænkt over.”

Jude så indgående på ham. “Så du forestillede dig, at jeg skulle gøre det resten af livet,” sagde han.

“Hmm,” sagde han. (Det havde han faktisk forestillet sig.) “Er det virkelig så forfærdeligt?” Han tav et øjeblik. “Er det Loehmann? Skal vi finde en anden?”

“Nej, det er ikke Loehmann,” sagde Jude. “Det er selve processen.”

Han sukkede. “Hør her,” sagde han. “Jeg ved godt, det er hårdt for dig. Det ved jeg. Men ... giv det et år, Jude, ikke? Et år. Og gør dit bedste. Så ser vi på det.” Og Jude havde lovet det.