Simone de Beauvoir

Man ved kun alt for lidt om, hvad ordet lykke indebærer, og endnu mindre om de faktiske værdier, det dækker over. Det lader sig absolut ikke gøre at måle andres lykke, men intet er lettere end at betegne den situation, man vil påtvinge andre, som lykkelig.

Kvinden er svagere end manden, hun har mindre muskelkraft, færre røde blodlegemer, mindre åndedrætskapacitet. Hun løber ikke så hurtigt, løfter ikke så tunge ting, der findes så godt som ingen sportsgren, hvor hun kan konkurrere med manden. Hun kan ikke tage kampen op med ham. Til denne svaghed føjer sig hendes mangel på stabilitet og beherskelse og den førnævnte skrøbelighed. Det er kendsgerninger. Hun er derfor hæmmet i sin erobring af verden. Hun ejer ikke samme sikkerhed og forfølger ikke med samme udholdenhed sine planer, som hun da heller ikke har så let ved at realisere. Med andre ord er hendes individuelle liv ikke så rigt som mandens.

Psykoanalysen har i særdeleshed ikke haft held til at forklare, hvorfor kvinden er det Andet, for selv Freud indrømmer, at faderens suverænitet er årsagen til, at man tillægger penis så stor betydning, og tilstår, at han intet ved om oprindelsen til hankønnets førende stilling.

Mennesket afskyr tanken om vilkårlighed og død, derfor hader det også alt, hvad der minder det om, at det selv er avlet. Det ville helst fornægte sin dyriske oprindelse, for netop igennem sin fødsel er det prisgivet naturens tilintetgørende magter.

orholdet mellem de to køn kan ikke sammenlignes med forholdet mellem to elektriske poler. Manden repræsenterer på én gang det positive og det neutrale, og det i den grad, at „les hommes“ på fransk både betyder mænd og mennesker, idet den specielle betydning af det latinske ord „vir“ er smeltet sammen med den almene betydning af ordet „homo“. Kvinden derimod står for det negative, eftersom alle definitioner af

En mand har ret i kraft af at være mand; kvinden har uret, fordi hun er kvinde.

Men i sit hovmod glemmer manden, at hans egen anatomi også omfatter hormoner og testikler. Han oplever sin krop som det direkte og normale mellemled mellem ham og en verden, som han mener, han tilegner sig objektivt, hvorimod kvindens krop efter hans mening er en hindring, et fængsel, tynget som den er af alt det, der kendetegner den

Kvinden er kvinde i kraf

af visse manglende egenskaber,“ sagde Aristoteles, „Vi må opfatte kvindens væsen som kendetegnet ved en art medfødt defekt.“

overskydende ribben“ fra Adam. Menneskeheden er hankøn, og når manden definerer kvinden, gør han det ikke ud fra hendes selv, men i forhold til ham. Hun betragtes ikke som et selvstændigt væsen. „Kvinden, dette relative væsen …“ skriver Michelet