Populisme er et skældsord, der bruges om nye bevægelser og partier i Vesten, der definerer sig i opposition til den siddende magtelite og hævder at repræsentere folket på mere ægte vis end eliten. Men det er en fremstilling, som slører mere end den klargør. Det, der forener de såkaldte populistiske partier, er ikke deres selvforståelse, men deres krav om systemforandring.

Anna Libak giver sit bud på, hvad populisme er, og diskuterer, hvad der giver populisterne vækst og styrke, og hvordan det etablerede system udfordres af og reagerer på populismen.

En forsimplet fremstilling ser bort fra, at alle politikere i en repræsentativt demokrati påberåber sig at handle på vegne af vælgerne, den forklarer ikke, hvad der er årsagen til, at populisterne rammer et behov hos folk — og den ignorerer, at gårsdagens populisme kan være morgendagens politik.

Populismen er en reaktion på en verden, hvor Vesten — økonomisk, kulturelt og demografisk — er blevet svagere i forhold til de øvrige magtcentre. Det får vælgerne i Vesten til at efterspørge nye ideologier, der tillader os at bevare kontrollen med vores samfundsudvikling. Virkeligheden er, at populisterne forandrer vores politiske diskussion og flytter rammerne for vores politiske systemer.