Susan Mallery er en amerikansk forfatter af kærlighedsromaner og kvindelitteratur. Hun er bedst kendt for Thrill Me (2015) og The Summer Book Club (2024). Over 95 af hendes bøger har ligget på USA Today's bestsellerliste. I 2015 lå hun nr. 1 på New York Times' bestsellerliste.
Susan Mallery er født i 1970 og voksede op i Los Angeles-området. Som enebarn besøgte hun ofte det lokale bibliotek og tog så mange bøger med hjem som muligt.
Mallery har en kandidatgrad fra Seton Hill University. Hun studerede regnskab på universitetet, men skiftede retning efter at have tilmeldt sig et kursus i at skrive fiktion. »I den sjette uge indså jeg, at det var det, jeg skulle«, siger Susan. Selv om hun blev færdiguddannet, arbejdede hun aldrig inden for området. I stedet blev hun udgivet direkte efter college med to bøger i januar 1992.
Hendes første store gennembrud kom i 2008, da Accidentally Yours kom på New York Times' bestsellerliste. Flere fulgte, bl.a. Summer Nights (2012), Three Sisters (2013) og Fool's Gold Christmas (2012). Mallery har udgivet over 150 romaner, som har solgt over 40 millioner eksemplarer på verdensplan og er oversat til 28 sprog.
I 2015 nåede hendes roman Thrill Me, den tyvende bog i Fool's Gold-serien, førstepladsen på New York Times' liste. Senere bevægede hun sig over i kvindelitteratur med Daughters of the Bride (2016), efterfulgt af titler som The Summer of Sunshine and Margot (2019), The Sister Effect (2023) og Beach Vibes (2025). Hun beskriver skiftet som en udforskning af »de andre forhold, der er vigtige for kvinder«.
Susan Mallery bor i staten Washington sammen med sin mand, en puddel og to katte. Hun har siddet i bestyrelsen for Seattle Humane og har ofte dyrefigurer med i sine bøger.
Foto: susanmallery.com