Gill Thompson

Bland dig nu bare uden om de børns liv,” havde John engang sagt. ”Du har da hænderne rigeligt fulde herhjemme, uden at du behøver at stikke din næse i andre folks sager.” Men havde hun nu også det? Hvad havde hun egentlig andet end husarbejde fra morgen ti

Og så var der vist også en lille smule sovsekulør tilbage fra da hun malede strømpestriber på benene i morges.

John behøvede ikke længere lade, som om han var interesseret. Det her var jo enormt. ”Halvtreds tusind unge mennesker. Stærke unge mænd til de australske bondegårde. Piger, der kan lave mad og gøre rent.”

Ministeren smilede. ”Netop, min ven! Gode, hvide folk. Nu skal vi bare lige have den her pokkers krig overstået, så vi kan komme til sagen.”