Bechs Forlag - Viatone

den anden planlagte fest om fjorten dage, og at det allerede for tre dage siden var aftalt med Varvara Petrovna selv

I galleriet i Dresden hænger der et billede af Claude Lorrain, “Akis og Galatea” ifølge kataloget; jeg har imidlertid altid kaldt det “Guldalderen”, jeg ved ikke selv hvorfor.

Jeg sværger, mine herrer: At være alt for bevidst er en sygdom, en reel og alvorlig sygdom. Til almindelig menneskelig brug ville almindelig, menneskelig bevidsthed være mere end tilstrækkelig, det vil sige det halve eller en fjerdedel af den bevidsthed et dannet menneske i vort ulyksalige nittende århundrede besidder, og som oven i købet har den særlige ulykke at bo i Petersborg, den mest abstrakte og forsætlige by på hele jordkloden. (Der findes forsætlige såvel som uforsætlige byer). Det ville for eksempel være tilstrækkeligt med en erkendelse på størrelse med den, såkaldt umiddelbare mennesker og handlingsmennesker lever med.

Alligevel er jeg fast overbevist om at ikke blot overdreven megen bevidsthed, men enhver erkendelse er en sygdom. Det står jeg fast ved.

Livet er noget løjerligt noget – dette gådefulde arrangement af nådesløs logik med et nytteløst formål. Det bedste man kan håbe at få ud af det er lidt viden om sig selv – der kommer for sent – en høst af uudslukkelig anger.

I ved at jeg hader, afskyr og væmmes ved løgn, ikke fordi jeg er ærligere end resten af os, men simpelthen fordi det skræmmer mig. Der er et strejf af død, en bismag af livets korthed i en løgn – og det er netop det, jeg hader og afskyr ved verden – det jeg helst vil glemme. Det gør mig syg og forstemt, ligesom det ville gøre at bide i noget råddent. Det er vel mit temperament. N

Nej, det er umuligt; det er umuligt at gengive livsfornemmelsen fra en bestemt epoke i ens tilværelse – det, der skaber dens sandhed, dens mening – dens subtile og altgennemtrængende væsen. Det er umuligt. Vi lever, som vi drømmer – alene ...«

Han lå på ryggen med lukkede øjne, og jeg trak mig stille tilbage, men jeg hørte ham mumle: ‘Leve ret og dø, dø ...’

Livet er noget løjerligt noget – dette gådefulde arrangement af nådesløs logik med et nytteløst formål. Det bedste man kan håbe at få ud af det er lidt viden om sig selv – der kommer for sent – en høst af uudslukkelig anger.

Han ligner en mørklødet zigøjner, men i væsen og klædedragt virker han som en gentleman, i hvert fald lige så meget gentleman som så mange andre herremænd på landet, lidt sjusket måske, men uden at det støder, fordi han har en rank, smuk skikkelse.