Gutkind

med store skridt og trækker vejret stønnende.

– Det var … jeg så mennesker inde i vognen, hvisker den gamle mand i telefonen

Tilbagevendende, akut psykotiske tilstande med bizarre og meget voldelige indslag“.

Hun ligger med hånden over sit venstre bryst. Perlehvidt lyser det bløde huld under hendes blodtilsølede hånd.

Hun er helt tydeligt blevet arrangeret på denne måde efter døden, men det ser egentlig ikke seksualiseret ud.

hvæser Luka og vælter sin kaffekop

DET HVINER I firtommersømmene, da Joona brækker brædderne over fordøren af.

og kulden fra kølediskene giver hende gåsehud på armene. Hun har ikke noget ærinde i supermarkedet

anden runde og sagde anerkendende: Sikke en dejligt solid overkrop, du har. Marianne så på, lettere beruset

Hvordan gik eksaminerne forresten

Hun har købt en pose sort te og en lille si, fordi hun ikke har noget tilovers for min Pickwick. Det er kaffedrikkernes te, siger forstanderinden, det er skridtet før Medova, og der har ingen lyst til at gå hen.

Et navn er et stort ansvar, siger jeg. En rækkefølge af bogstaver, som skolelærere vil råbe op hver dag, når de kigger ned i protokollen. Et navn vores søn skal sige, hver eneste gang han møder et andet menneske. På legepladser, diskoteker, til jobsamtaler. Han skal underskrive dokumenter med det navn, vi finder frem til, det skal stå yderst i hjørnet af de tegninger, vi hænger op på køleskabet. Det skal ridses ind i de grimme lerskåle, vi får i julegave, og ende sine dage på en gravsten.