Marguerite Duras

I de sidste tre år har også de hvide set på mig på gaden, og min mors venner inviterer mig elskværdigst til et traktement hos dem på det tidspunkt, hvor deres koner spiller tennis i Sportsklubben.

de sidste tre år har også de hvide set på mig på gaden, og min mors venner inviterer mig elskværdigst til et traktement hos dem på det tidspunkt, hvor deres koner spiller tennis i Sportsklubben.

Befolkningen her kan godt lide at være sammen, især den fattige befolkning, de kommer fra landet og kan også godt lide at leve udendørs, på gaden. Og man må ikke lave om på de fattiges vaner. Hans far skal netop til at bygge en serie af værelser med overdækket svalegang, som vender mod gaden. Det gør gaderne meget lyse, meget tiltalende. Folk tilbringer dagen i disse udendørs gange.

For mig er dette orientalske skumringsværelse med den tekstile membran til gadelivet et billede på et rum og en tilstand, jeg kan tragte efter. At være afsondret uden at være afskåret; at trække sig tilbage uden at lukke af; at være på afstand af verden, men alligevel mærke den. Et sted mellem ude og inde, mellem adskilt og forenet, mellem invaderet og isoleret, mellem opslugt og alene, mellem dag og aften, mellem begær og mathed. Et skrivested, et læsested, et tænkested.