En kritisk skildring af borgerskabets magt, magtmisbrug og særstatus. Som adelig arver man værdifulde privilegier, men i "Slægten" arver personerne mest af alt en fatal genetisk disposition for dumhed. På satirisk vis latterliggøres samfundets spidser i 1800-tallet, der med deres dobbeltmoral og lumre, luskede livsstil ikke formår leve op til det ansvar, der følger med magten. Den kvabsede baron, Helmuth, har efter sin fars død overtaget en stærkt amputeret ejendom. Hasardspil og dumhed har kostet familien deres formue, men ved et lykketræf skal Helmuth giftes med overklassepigen Alvilda Raskowitz. Men som sin far evner heller ikke Helmuth at føre slægten videre på ansvarlig, adelig måde. I stedet eskalerer den familiære deroute og bliver til en regulær tragedie skildret på underholdende vis i munter-sarkastisk Wied-stil.
Gustav Wied (1858-1914) var en nådesløs revser af det bedre borgerskab og af dets, ifølge ham, udtalte degeneration. Med en svaghed for det skandaløse udfoldede han spændingen mellem borgerskabets kønsforskrækkede harme og samtidige betagelse af den mere vulgære livsstil. Og det var ikke uden omkostninger: på et tidspunkt røg han nogle uger i fængsel, dømt for litterær usædelighed. Wied giver et morsomt indblik i 1900-tallets Danmark, men under hans satiriske bid ligger en fortvivlelse. En desillusioneret pessimists forsøg på at håndtere livets meningsløshed med humor.
Værkernes særlige konstellation af det tidstypiske og det almenmenneskeligt har sikret dem klassikerstatus og eviggyldig relevans.
Fortsættelsen til "Slægten" er "Slægten Opus II", som også hedder "Fædrene æder druer" (1908).
