Sagaen om folket fra Finnskogen foregår mestendels i området mellem Hedmark i Norge og Värmland i Sverige, og handler om de såkaldte skovfinner. Efterkommere af finske emigranter som slog sig ned, ludfattige som de var, i de dybe granskove. Et norsk mindretalssamfund, som nordmændene selvfølgelig har udbyttet og - som altid når folk snakker sjovt og ikke som én selv - diskrimineret på det groveste. Forfatteren er selv af skovfinneslægt, og selv om det er fiktion, er det også en sand historie om fattige uglesete outsidere, der kæmper for overlevelsen, går i druk, klarer sig og mister forbindelsen til rødderne, som man jo gør. Om naturen ikke mindst; livet i skoven med svedjebrug og bjørnejagt, afgudsdyrkelse og overtro. Historien er ualmindeligt smukt fortalt - suggestiv og mørk - den lugter af jord og bær, og granskoven suser om den. En klassisk, klog og uhyre gribende fortælling, der holder læseren fanget hele vejen gennem de 7 bind.
Bind 2, Himmelbjørnens skov - den fritstående fortsættelse af historien om folket, der lever i grænseskovene mellem Norge og Sverige i 1800-tallet.
I Tanelis fravær kæmper Lina, Oluf, Jussi og de andre børn med at genopbygge det nedbrændte torp Mostamägg, men fogedens mænd truer. Denne gang tager den medrivende historie os også med til datidens Christiania og Akershus fæstning, hvor slaverne hugger sten til byens nye universitet.
Endnu en frodig fortælling fra de dybe skove, rå i udtrykket og raffineret samtidig. En smuk, øm og intens skildring af skogfinnernes evne og vilje til at overleve. Om mørke og uforstand. Om båndene til den natur Lina, Taneli og de andre henter livskraft og styrke og fra. Og ikke mindst om kærligheden som den bærende overlevelseskraft.
