En februarnat i 1980 blev forfatteren Bo Østlund til den hængte mands søn, mens P1 sluttede dagen med af sende en optagelse med radiokoret, som sang Johann Sebastian Bachs 'Unser Leben ist ein Schatten.'
I en affaldskælder i et betonbyggeri i Kokkedal gjorde hans far en ende på sit liv, da han lagde sine briller med det sorte stel på gulvet, viklede en ledning fire gange rundt om sin hals og hængte sig i et varmerør.
Siden har Bo Østlund kæmpet med sin ufrivillige identitet, som har fulgt ham gennem hele livet.
En kamp, som han har fælles med alle andre pårørende til selvmordere, som aldrig får skrevet fortællingen færdig, fordi alt bliver revet væk og fra hinanden på et splitsekund.
Ofte helt uden varsel.
En af de ting, som man er bange for som pårørende til en selvmorder er, om det smitter.
For det gør det.
Har man selv anlæg for at fravælge sit eget liv og forlade sine egne elskede den dag, det hele bliver for svært?
Der er en overrepræsentation blandt familiemedlemmer og nære relationer til selvmordere, som vælger samme løsning.,
Derfor kan man i de samme familier opleve, at både oldefar, bedstefar, far og søn begår selvmord.
Derfor har Bo Østlund været den længste mands søn i mere end 40 år - lige siden den vinternat i 1980, hvor han blev ringet op i mørket som nyuddannet, 23-årig journalist.
Siden dén nat har han kæmpet med angsten for at bliver forladt.
Og nu er dén dag kommet, hvor han bliver ældre end sin far midt i en af sine egne livskriser.
Hør den stærke, rørende og hudløst ærlige fortælling indlæst af forfatteren selv.
