"Kurt smed papiret på gulvet og trak dynen op til hagen. Han gøs. Om to timer skulle han selv til det. 55 meter. Det lød ikke af så meget. Men hvis man regnede efter. Det måtte være det samme som et hus på 18 etager. Der var kun fem etager i det hus, han selv boede i. Lejligheden lå endda på fjerde. Og det så MEGET langt ud, når man kiggede ned fra altanen."
Da avisen skriver om en klatretyv, der har klatret helt op i Aalborgtårnet og tømt cafeteriet for smøger, sprut og penge, bliver Frank ikke så lidt imponeret. Kurt mener derimod ikke, at det kan være så meget vildere end at kravle op i en lygtepæl. Og hvis man gør det om natten, er der jo ingen, der kan opdage det. Det skulle Kurt aldrig have sagt. Frank tager ham på ordet og udfordrer ham til at klatre op i tårnet. Kurts ører begynder at brænde af skræk, for den slags udfordring kan man ikke sige nej til uden at tabe ansigt.
