forlaget Klim

Vi kan finde denne bevidste, aktive ikkedeltagelse i livets daglige dont i sin sandsynligvis første – og uden tvivl mest enkle – form i en lignelse, der tilskrives Pythagoras og fortælles af Diogenes Laërtios:
Livet … er som en festival; nogle kommer til festivalen for at konkurrere, nogle for at udøve deres håndværk, men de bedste folk kommer som tilskuere [theatai], og lige sådan er det i livet: De slavebundne naturer jagter et godt omdømme [doxa] eller fortjeneste, filosofferne jagter sandheden.51

Som tilskuer kan man forstå “sandheden” om det, skuespillet handler om; men den pris, man må betale, er, at man giver afkald på at deltage i det.

Åndens aktiviteter, der i sig selv er usynlige og beskæftiger sig med det usynlige, manifesterer kun sig selv gennem tale.

Endelig henter dømmekraften – den sidste af vores åndsevner, der blev opdaget – sit metaforiske sprog, hvilket Kant i den grad var klar over, fra smagssansen (Kritik af dømmekraften skulle oprindeligt havde heddet Kritik af smagen),

Jonas opregner alle synets fordele som den ledende metafor og model for den tænkende ånd.

“Kun synet tilvejebringer derfor det sanselige grundlag, hvorpå ånden kan forstå begreber om det evige, det, som aldrig forandrer sig og altid er nærværende.”89